Som bare 15-årig påmønstrede Jan Dreier sin første langfart på verdenshavene. Allerede på den første 8-måneders hyre lærte den purunge matrosaspirant, hvad tillid gør ved relationen mellem mennesker.

”Velkommen i den grønne skov,” lyder det hjerteligt og opmuntrende fra Jan Dreier hver gang vinterklædte frederiksbergborgere træder ind på stadepladsen for at finde årets juletræ. Skoven består af en masse fodbeklædte juletræer i alle størrelser bag en simpel jernindhegning foran H. C. Ørstedsvej 47. Her holder Dreiers Juletræer til hvert år fra medio november frem til den 24. december.
Allerede i oktober udvælger Jan Dreier sine sæsonvarer. ”80% af træerne har jeg selv været ude at markere hos leverandøren,” fortæller Jan Dreier iført den vintervenlige arbejdsuniform; en blå termodragt og en julerød tophue med Dreiers Juletræer skrevet med grønt på siden.
Vælger tillid selvom det ikke altid gengældes
De fleste juletræer forlader indhegningen på redelig vis. Men ikke alle. ”Nogle gange kan jeg se, at der er blevet gaflet nogle træer over hegnet om natten,” fortæller Jan Dreier. ”Men det sker ikke så tit, så jeg vælger at fortsætte. For hvis du har tillid til folk, så har de sgu også tillid dig. Og det kan jeg bedst lide,” forklarer han samtidig med, at en glad kunde afleverer penge for det juletræ, hun i tillidens ånd fik med hjem i går.
Den tillidsbaserede tilgang har Jan Dreier med sig fra sine første år som sejler. Hans første skipper skabte et trygt miljø ved igen og igen at sige ”stil hellere to spørgsmål for meget end et for lidt”. Jan Dreiers livsindstilling er også præget af at opleve kulturer i andre lande. ”Når man har oplevet, hvordan mange andre lever, så har vi sgu ikke noget at klage over i Danmark”.
Sejler og selvstændig – nu med PET-godkendelse
Både Jan Dreiers far, farfar og oldefar var sejlere. Måske var det derfor, at Jan Dreier allerede som 8-årig fik sin første sømands-ørering i venstre øre, en sørøverlignende guld-hoop, som med årene er blevet til to plus en ekstra i højre øreflip. Som barn hadede Jan skolen og blev af sin far opfordret til at prøve sejlerlivet. Jan Dreier valgte langfart for at komme ud og opleve verden. Det blev til 11 år, inden han gik i land for at tage et fast job hos DSB på færgeoverfarten Helsingør-Helsingborg. Firmaet har skiftet navn gennem årene, men ruten er den samme. 33 år som fastansat skibsassistent, er det indtil videre blevet til.
Trods sejler-blod i årene havde Jan altid drømt om at blive selvstændig. Så da juletræshandleren ved Spar i Rantzausgade gik konkurs for 29 år siden, øjnede Jan Dreier chancen og har været deltids-selvstændig siden. Fra 2019 på H. C. Ørstedsvej 47, hvilket krævede en PET-godkendelse, da den franske skole holdt til på adressen dengang.
Taknemmelighed og julehygge
På flere måder er Jan Dreier glad for variationen som sejler og juletræssælger. ”Jeg er taknemmelig for livet, og jeg bliver ved med at arbejde, så længe jeg har et sundt og godt helbred. Og det har jeg,” konstaterer han og tilføjer grinende ”En grøn Tuborg hjælper på alt. Men kun når jeg er i land”.
Som det mest naturlige i verden har Jan Dreier små opmuntrende samtaler med alle folk, der krydser hans vej. Også den ældre dame, der gerne vil bagom ham for at donere et par brugte støvler og 2 par sko til Røde Kors. Jan Dreier tilbyder at hjælpe og samtidig med, at han smider donationen i den mørkeblå container bag ham, skaber Jan med et klukkende smil på læben endnu mere julehygge: ”Hokus pokus, der er kærlighed i fokus.”