Netflix bryder sit løfte om at være fri for reklamer

Med økonomisk inflation og stigende konkurrence på markedet for streamingtjenester, har Netflix genovervejet forretningsmodellen – og indfører billigere, reklamebaserede abonnementer. Over halvdelen af danskerne byder reklamerne velkommen, hvis streamingtjenesten bliver gratis.

Netflix indfører i 2024 også billigere, reklamebaserede abonnementer i Danmark.
Billedet er fra pixabay.com.


Ifølge den årlige rapport fra DR Analyse om medieudviklingen i Danmark er den mest bemærkelsesværdige tendens i 2023, at det ikke blot er det traditionelle radio- og tv-forbrug, der taber terræn. Nu dykker også danskernes forbrug på de mest veletablerede nye medier – blandt andet Netflix.

Netflix i modvind
Selvom danskernes daglige forbrug af alle streamingtjenester stiger fra 71 minutter i 2022 til 76,6 minutter i 2023, falder minutforbruget pr. dansker på Netflix på tværs af stort set alle aldersgrupper. Særligt de 25-31-årige bruger mindre tid på Netflix, hvor det daglige minutforbrug falder fra 20,9 minutter i 2022 til 16,2 minutter i 2023 – et fald på hele 22% i Netflix´ kernemålgruppe.

Ifølge analysebureauet Wilke anser færre danskere Netflix som must-have. Hvor 40% anså Netflix for at være den mest uundværlige streamingtjeneste i 2021, falder det til 27% i 2023.

Markedet for streamingtjenester stagnerer
Markedet for streamingtjenester i den vestlige verden er nået et mæthedspunkt, hvor tjenesterne kannibaliserer på kryds og tværs indenfor en brugergruppe, som ikke længere vokser. Tendensen er den samme i Danmark. Antallet af streamingtjenester pr. husstand er i 2022 og 2023 stagneret på 3,3.

De seneste års økonomiske inflation gør ondt, og forbrugernes lave loyalitet har tvunget Netflix til at genbesøge forretningsstrategien.

Netflix bryder sit løfte
Netflix blev lanceret og fik succes som et reklamefrit alternativ til almindelig TV. For at sikre den fortsatte økonomiske vækst har Netflix de seneste år gjort to markante tiltag. Som det første indskrænkede de muligheden for at dele login for at få flere betalende abonnenter. Dernæst indførte de reklamebaserede abonnementer for at få en ekstra indtægtskilde. De reklamebaserede abonnementer indføres i Danmark i 2024 – og dermed bryder Netflix sit løfte om at være et reklamefrit alternativ. Dog er det stadig muligt at købe et reklamefrit abonnement.

Ifølge Wilkes rapport er løftebruddet fint med danskerne; 28% er interesserede i en streamingtjeneste med reklamer, hvis den er billigere. Og hele 51% byder reklamer velkommen, hvis de kan gøre tjenesten gratis.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *